Udgivet den Skriv en kommentar

New York med børn – 7 tips til en vellykket familieferie

New York med børn

New York er en fantastisk feriedestination, også for familier med små børn. Jeg vil endda gå så langt, at New York er en perfekt feriedestination for børnefamilier særligt i sommerferien, efterårsferien og i påskeferien, hvor vejret oftest er godt og det ikke er alt for koldt.

Min familie har besøgt New York i to omgange, begge gange i sommerferien, med en gennemsnitstemperatur på 28 grader. Første gang familien var afsted, var mine piger henholdsvis 4 og 10 år og anden gang 9 og 15 år. I denne artikel har jeg samlet tips og praktiske anbefalinger, som jeg ønsker at dele med andre børnefamilier der overvejer at tage afsted på ferie til New York.

1. Tid, tid, tid
De fleste, der besøger New York, vælger at booke en forlænget weekend. Hvis du rejser med børn og vil nå at opleve ”hele” byen, anbefaler jeg dog, at I som minimum er afsted en uges tid. Min erfaring er, at børn maksimalt kan besøge en til to ”attraktioner” på en dag, og når man er i New York, er der rigtig mange ting, man gerne vil se. På den tur, hvor min yngste datter var 4 år, var vi afsted 8 dage og det føltes lige tilpas.

2. Paraplyklapvogn til de små
Da vi tog afsted til New York første gang, gjorde vi den fejl, at vi tog afsted uden klapvogn. Vores datter var næste 5 år på det tidspunkt, vi tog afsted, og var for længst stoppet med at bruge klapvogn derhjemme. Vi fortrød vores beslutning allerede den første morgen på gåturen fra hotellet til den nærmeste subwaystation. Vi lærte på den hårde måde, hvor ødelæggende det kan være for en storbyferie, hvis man skal ”slæbe” rundt på et barn, der er ramt af jetlag, brokker sig konstant og som hele tiden skal bæres på skulderne. Vi brugte en halv dag på at finde en paraplyklapvogn i New York, men den ”investering” var godt givet ud. Vognen blev min datters ”helle” på turen, og bidrog til at resten af familien kunne komme rundt i byen i et helt andet tempo.

3. Bekæmp jetlag i Central park
De første dage i New York er altid lidt specielle, da både børn og voksne er påvirket af jetlag. Central park er et fantastisk sted at tage hen for at ”finde” sig selv igen. Parken er spændende for både voksne og børn samtidigt med at det hele foregår i et lidt roligere tempo end i resten af byen. Hvis det er varmt og solen skinner, kan jeg anbefale, at I tager badetøj med til børnene og afsætter tid til et besøg på Heckscher Playground.

4. Kombinere Frihedsgudinden med et besøg i Battery Park
Battery Park ligger på Manhattans sydligste spids og er et skønt sted for både børn og voksne. Jeg kan klart anbefale en tur i SeaGlass Carousel , og familien kan nyde en kaffe eller spise en is på en af parkens mange cafeer, imens man beslutter sig for, om man skal betale for at komme ud med båd til frihedsgudinden, eller om man kan nøjes med at tage ”The Staten Island Ferry” som er gratis og som sejler lige forbi statuen.

5. Prioriter en ”pausedag” ved poolen
En ”pausedag”, uden sightseeing, er rigtigt godt givet ud. Vi valgte at placere vores ”pausedag” midt på ugen, og jeg er overbevist om at det bidrog positivt til hele familiens energiniveau, resten af ferien. Ved vores første besøg i New York valgte vi at besøge Hamilton Fish Pool på vores pausedag. Det er en stor, offentlig udendørs pool.

Ved vores anden ferie i New York valgte vi at booke et hotel med swimmingpool. Hotellet var lidt slidt, men poolen og den centrale placering på Manhattan bidrager i høj grad til, at vi absolut kan tænke os at komme tilbage.

6. Spring de guidede ture over
På vores første ferie til New York havde både min mand og jeg glædet os til at køre rundt i en af de utallige, dobbeltdækker-guidebusser der findes i New York. Vi havde sågar tilmeldt os en guidet rundtur til fods. Desværre var det en dårlig oplevelse og kilde til frustration for os alle sammen. Kombinationen af to voksne, der gerne ville lytte til den engelsktalende guide, og to børn, der kedede sig og ville have opmærksomhed, var ikke et godt match. Næste gang vi booker en guidet tur, er den dag begge børn forstår engelsk.

7. Oversæt New York i børnehøjde
Lad os nu være ærlige. For børn ligner New York de fleste andre storbyer med masser af trafik, mennesker og højhuse. Hvis børn for alvor skal opleve New Yorks særlige ”magi”, kræver det, at vi forældre træder i arbejdstøjet.

Inddrag børnene allerede i planlægningen af turen og fortæl historier og spændende fakta om de steder I skal besøge. Da jeg skulle til at planlægge vores første tur til New York for 5 år siden, lånte jeg bl.a. bøger på biblioteket. Der var ikke særlig mange bøger om New York der henvendte sig til børn, men det lykkedes mig alligevel at vække en nysgerrighed hos mine piger ved hjælp af billeder i guidebøger og korte supplerende historier. Min datter på 4 år glædede sig f.eks. helt vildt meget til at besøge Empire State Building, fordi jeg havde fortalt en godnathistorie om King Kong.

Da vi tog afsted til New York, her anden gang, havde min yngste datter en helt særlig agenda, hvor hun havde besluttet sig for, at hun ville opleve og se det samme som tvillingerne Sally og Charlie i bogen ”Sally og Charlie på eventyr i New York”. Særligt siderne om amerikansk mad havde vækket en interesse hos hende, og derfor valgte vi at lave en liste hjemmefra, over al den mad hun havde lyst til at prøve på ferien. Det blev en kæmpe succes og gav os mange gode grin.

Skriv endelig en kommentar hvis du har nogle spørgsmål, og god tur til hele familien hvis I kommer afsted til New York.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *